DCK Øst Efterårsstævne

Gudenåens Camping, Silkeborg

– Lørdag. Vi var 18 vogne, og vi var placeret lidt spredt, men dog i samme hjørne af campingpladsen. Vi prøvede at undgå at få pladser under egetræerne, da det er lige nu, at de taber sine agern, især hvis det blæser lidt.

Standerhejsning foregik kl. 15 i strålende sol, og lidt før kl. 17 gik vi 6 minutters gang til motorbådsklubbens restaurant i Indelukket, hvor vi fik en lækker festmiddag: Wienerschnitzel med det hele og citronfromage.

 

– Søndag var til fri disposition. På de dage, der var til fri disposition, var der arrangeret en udflugt til et udvalgt museum i Silkeborg.

Elleve personer valgte denne søndag at se det nyrenoverede Silkeborg museum med Tollundmanden. Det var meget spændende lavet, og de 2½ time gik hurtigt. Foruden selve liget af Tollundmanden, var der lavet en opretstående rekonstruktion af ham, så man får en fin ide om en rar, hårdtarbejdende person. Også noget af Ellingkvinden var udstillet. Hendes frisure blev vist i 3 faser, så langhårede selv kan flette samme frisure. Vi andre korthårede kan kun beundre dette flettede pragtværk. Enkelte tog videre til nogle bunkers, som havde været en del af den tyske hærs  hovedkvarter i Danmark under 2. Verdenskrig. Og andre igen lavede noget helt tredje.

Klokken 17 var der happy hour, hvor Leif og Dorte Hansson overraskede  med drinks og lækre kanapéer.

– Mandagen var ligeledes til fri disposition, men mange tog med tog til ølsmagning på Bøllingsø Bryghus i Engesvang, hvor der foruden en introduktion til bryghuset også var prøvesmagning af 7 forskellige øl. Og ikke af helt små glas. Så det var en opstemt flok, der kom tilbage til Silkeborg, hvor de stødte til andre, der havde tilbragt tiden med shopping i de forskellige butikker i gågaderne med lædervarer, tøj, garn, glaskunst og meget andet. Gudenåens Camping ligger så dejligt tæt på centrum af Silkeborg, og også stationen er i gåafstand, så ingen havde været nødt til at køre i bil.

 

– Om tirsdagen var der arrangeret en tur til AQUA Akvarium og Dyrepark, hvor vi startede med at se odderne blive fodret udendørs. Og så rundt både udendørs og indendørs med andre spændende pattedyr, fugle, fisk, krybdyr og padder samt et fint indblik i unikke steder langs Gudenåen.

Kl. 17 var der happy hour i lidt regnvejr. Men i højt humør. Og vi fik også honningmelon.

Vejret var efterårsvejr. De første to dage var der dejligt solskin, og de sidste to dage har det været lidt gråt med støvregn, men så fin en støvregn og uden blæst, at det føltes ganske rart.

– Så kom dagen, onsdag, som bød på en sejltur med det gode skib Mågen startende klokken 12 midt i Silkeborg på Remstrup Å, en del af Gudenåen. Nogle blev samlet op ved næste stoppested i Indelukket, 5 minutters gang fra campingpladsen. Vi havde en fantastisk guide i Ejvind, som løbende fortalte om de mange berømtheders huse, anekdoter om forskellige hændelser langs åen, og om en legendarisk vandskitur efter Hjejlen, som han selv havde foretaget. Ejvind er hjemmefødning i Silkeborg, hvilket vi fik stor glæde af.

Vi sejlede ind i Brassø, forbi ”De Små Fisk”, som er et yndet bade-og dagcampingsted med borde og bænke samt bål- og grillpladser. Videre ind i Borresø og i passagen til Julsø passerede vi ganske tæt på Aalekroen, der som navnet antyder er den berømt for sine ål.

Undervejs fik vi serveret en platte med røget laks, skinke, frikadeller med kartoffelsalat, roastbeef, flæskesteg og 2 slags ost. Vejret var både og. Det havde pisket ned hele formiddagen, men da vi skulle sejle klarede det nogenlunde op, så vi havde et klart udsyn mod det flotteste skue af træer og buske langs brinken i alskens efterårsfarver: grønne, røde, gule, brune, orange. Og tårnet på Himmelbjerget stod smukt mod en grå himmel, hvor solen kunne anes bag skyerne som en lille lysende kugle. Rundt om Møgelø og så tilbage. Der var ikke megen blæst, og turen forløb i ro og mag uden nogen vippen.

 

Mågen, Hjejleselskabet:

Mågen er en af de syv søstre, der sejler på Silkeborgsøerne under Hjejleselskabet foruden selve Hjejlen. Hjejlen er verdens ældste kulfyrede hjuldamper i drift. Den startede i 1861 med at sejle med turister rundt i Silkeborgsøerne. De øvrige 7 både er kommet til efterhånden som efterspørgsel på ture er steget – samt ønsket om bedre komfort. Mågen er det nyeste fartøj i Hjejleselskabets flåde.  Den blev bygget på  Hvide Sande Skibs- og bådebyggeri i 1995-96. Båden er dejligt opvarmet, og den er den eneste af Hjejleselskabets både, der må sejle hele året.

– Torsdag bød på 2 muséer og frokost. Vi kørte i egne biler til Klosterlund Museum 17 km fra campingpladsen. Der var en udstilling med maskiner fra arbejdet med tørv samt en del arkæologiske fund fra jægerstenalderen. Der var også en udstilling om forskellige personligheder fra oldtiden. Det var meget spændende, da vi gennem de forskellige personers beskrivelse af deres liv kombineret med især gravfund fik et indblik i oldtidens menneskers arbejde, dagligdag og de sociale forhold.

 

Oldtiden i Danmark:

Jægerstenalderen spænder fra 12.800 f.kr. til år 3.900 f.kr. Efter at isen trak sig tilbage og tundraen rykkede ind, kom der også dyr som rener, elg og urokser.  Og dermed også mennesker, som ikke var bofaste, men vandrede fra boplads til boplads på jagt efter dyrene. De levede hovedsagligt af kød, fisk, skaldyr, bær og frugter. Først da de blev bofaste efter år 3.900 f.kr. i bondestenalderen begyndte de at dyrke afgrøder og fik husdyr som svin, får og kvæg. Bondestenalderen gik i år 1.800 f.kr. over i bronzealderen, som varede til år 500 f.kr. For almindelige mennesker var der ikke stor forskel på levevilkårene i bondestenalderen og bronzealderen. Det var de rige, som fik smykker og våben af bronze. Bronze er ikke særlig stærkt og kan dårligt bruges som værktøj. Men gennem bronzealderfund kan man få et fint indtryk af den handel, der har eksisteret med fjerne lande.

Derefter kom ældre jernalder, som varede frem til år 400 e.kr. Så kom yngre jernalder frem til år 800 e.kr. som sluttede med vikingetiden fra år 800 – 1050 e. kr.  Overgangen til jernalderen var et markant skift for befolkningen, da jern betød en stor omvæltning både i forhold til arbejdslivet og dagliglivet.

I cafeteriet fik vi serveret en lækker tapastallerken med kylling, italienske spegepølser, skinke, paté, oste og forskelligt tilbehør.

Derefter kørte vi til Vester Palsgaard Skovmuseum ved Hampen. Begge museer hører under Museum Midtjylland. Vi blev mødt af en fremragende guide, der fortalte om, hvordan livet i skoven tidligere var, hvordan man arbejdede og levede, og hvordan området udvikledes fra hede til frodige skovplantager, alt mens vi gik fra stue til stue i den gamle skovridergård fra 1804, som ligger midt i skoven lige ved hærvejen. Foran skovridergården var der sat telte op, hvor børn kunne lave insekthoteller, skære roehoveder og lave kastanjedyr under kyndig vejledning. Malthe på 8 år fra vores stævne nåede at lave et flot insekthotel.

 

– Fredagen var til fri disposition, og for de, der havde lyst, var der arrangeret en tur til Museum Jorn. Asger Jorn donerede sin stor kunstsamling på over 5000 værker til Silkeborg. Museet udstiller ved siden af Jorns malerier, keramik m.m. mange andre kunstneres værker, især kunstnere fra Cobra-bevægelsen, som Jorn også var en del af. Endvidere har Per Kirkeby også doneret en stor del af sine malerier og alle sine arkiver til museet.  Før vi forlod museet, var deren del, der nød en delikat frokost i cafeteriet.

Om eftermiddagen begyndte nedpakningen så småt, og kl. 17 var der happy hour, hvor Mette serverede pandekager.

 

– Lørdag kl. 10.00 var der standernedhaling og vi kunne alle takke hinanden for en rigtig dejlig uge.

 

På glædeligt gensyn

Mette

Flere gallerier